Danskere elsker at handle på internettet og gør det mere og mere. Men nu advarer en handelsstandsforeningsformand fra Hjørring om, at vores adfærd er med til at lukke butikkerne i nærmiljøet.
Det er så nemt. Et par klik med musen og varerne er på vej og bliver leveret ved døren.
10 % af alle dankort køb bliver i dag foretaget på nettet. Branchen mener selv, at det tal er vokset til 50 % måske allerede om 5 år, og det vil ramme de etablerede butikker hårdt. Hjørring Handelsstandsforenings formand appellerer nu til kunderne om at tænke sig om og overveje, om det er den udvikling de vil have.
- Jeg synes vi får et fattigt samfund, fordi vi får et samfund, hvor vi vil få nogle showroom rundt omkring i Europa, hvor man skal tage hen, og kigge på varerne, hvis man vil se dem i virkeligheden. I værste fald kan det være, man skal tage til Hamborg for at se på et par nye cowboybukser, hvis man vil prøve dem i virkeligheden, siger Per Boe Larsen, Formand Hjørring Handelsstadsforening.
Handelsstandsforeningen ved godt at kampen næsten er tabt på forhånd. Vareudbuddet på internettet vokser dag for dag og priserne de falder.