Nibe Festival præsterede historisk omsætning

Foto: Robert Bedsted

Med en omsætning på 29 millioner satte Nibe Festival 2016 rekord.

Succes. Det ord går igen når festivalleder og -formand taler om 2016-udgaven af Nibe Festival der blev rundet af lørdag nat.

- Nibe Festival 2016 blev en ubetinget succes. Det kunne vi se i smilene på vores gæster og mange uundværlige frivillige, udtaler festivalleder Peter Møller Madsen i en pressemeddelelse.

Også økonomisk var festivalen en succes, og omsætningen på billetsalg, i de mange barer og spisesteder satte faktisk rekord.

- Jeg er både glad og stolt over at kunne fortælle, at vi med en omsætning på tæt på 29 millioner kroner under årets festival har slået vores egen rekord med omkring 3 millioner, udtaler festivalformand Thomas Larsen i pressemeddelelsen.

Med mange mennesker forsamlet til fest, er volds- og narkoepisoder uundgåelige, og Nordjyllands Politi og festivalledelsen opdagede da også - specielt på festivalens første dag hvor gæsternes bagage blev kontrolleret - flere tilfælde af mindre narkomængder. Men samlet set er konklusionen på årets udgave af Nordjyllands Største musikfestival da også på dette område positiv.

- Nibe Festival forløber altid i god ro og orden, men dette års festival har altså været langt under middel med hensyn til sikkerhedsproblemer. Det har været en skøn festival med et meget harmonisk publikum, siger Peter Møller Madsen. 

Festivalledelsen går allerede nu igang med at planlægge 2017-udgaven af Nibe Festival og fredag under festivalen kunne Peter Møller Madsen løfte sløret for at festivalen får en ny og opdateret grafisk identitet, ligesom der i begyndelsen af september vil blive lanceret et helt nyt udseende på festivalens hjemmeside.

TV2 Nord var alle fire dage repræsenteret på festivalen i vores loungeområde "Fjernsynsfabrikken". Her optrådte mange af festivalens artister med unplugged udgaver af deres bedste numre. De optrædender kan du genopleve HER.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord