Nibe Festival: Vi kan ikke få armene ned

Det gode vejr har sikret en vellykket festival i Nibe. Derfor slår festivalen igen i år rekord.

- Vi kan slet ikke få armene ned. Det er det største, jeg har været med til nogensinde. Vi har haft en perfekt afvikling, siger Peter Møller, festivalleder på Nibe Festival.

Nibe Festival kunne allerede fredag melde, at de på det tidspunkt, havde omsat for 4,5 millioner kroner. Det er 600.000 flere kroner end sidste år. Det skriver Nibe festival på deres hjemmeside.

Peter Møller er især taknemmelig for det gode sommervejr under festivalens forløb.

- Det betyder så meget for vores organisation, det betyder meget for vores elskede publikum, det betyder meget for alle, når vi har sådan et sommervejr. Så vi er meget glade og lettede, siger Peter Møller.

Dog har det varme vejr også budt på udfordringer i løbet af festivalen. Samaritter og læger på pladsen har haft travlt med publikums væskebalancer og solskoldninger. Derudover har der også været meget varmt på scenen.

- Der har været 60 grader på scenen, og Marina and the Diamonds fortalte, at det har været den varmeste venue, de har spillet på i år, og de havde altså også spillet Coachella, der ligger i ørkenen (i USA, red.), siger Peter Møller.


Seneste nyt

fra Nordjylland