Nick og Tanjas kærlighed kunne overvinde - næsten - alt

- Det er træls med den ryg. Er det lige over lænden? Skal jeg give dig lidt massage senere?

Tanja Johansen sender et smil op mod Nick Vejle, som står ved siden af hende. Hendes stemme er lys og luftig og fuld af al den sødme og glæde, hun overhovedet kan præstere. Men Nick ser ikke på hende. Svarer hende ikke. I stedet gemmer han sig lidt sin dynejakke, trækker sig ind bag solbrillerne, og retter blikket mod fliserne under sine fødder.

Udefra ligner de en helt almindelig kernefamilie. Ung far, ung mor, to små drenge - en i klapvognen foran Tanja, en anden på en forlystelse med sine bedsteforældre. Afsted på en hyggelig weekend i juli i Legoland som alle andre omkring dem.

Men der ligger en anspændt undertone. En kølighed. Nick mæler ikke mange ord efter den lange køretur herned fra Frederikshavn. Den har været hård for hans ryg. Så Tanja er på overarbejde for at lette stemningen.

Tanja trækker Nick med over til et stakit for at kunne se sin ældste søn, William, lidt lettere. Hun smiler og vinker til ham. Nick gør det samme. Men alt er ikke så godt, som de gerne vil have det til at se ud.

Det knager mellem dem. Mellem de to mennesker, der har stået så meget igennem sammen, og som udefra har set så stærke ud.

Den her tur er Tanjas sidste forsøg på at redde stumperne mellem dem. Nick er lidt modstræbende taget med. Men han står bare tavs, mens hun skruer endnu et smil på.

For bare et par måneder siden så alting anderledes ud. 

På sønnen Christians to års fødselsdag i april så de lykkelige ud, dér i deres fælles hus i Frederikshavn. Det hus, de havde drømt om at få, siden William kom til verden, og som de endelig kunne rykke ind i december 2016.

Det hus, de siden har brugt penge og kræfter på at sætte i stand med nye vægge, nye gulve, nye lofter og et stort køkkenalrum med plads til dem alle sammen og en hund, som kun Nick rigtig kunne tumle.

Her drønede Christian storsmilende rundt på den blå ladcykel, han havde fået i fødselsdagsgave, mens Tanja var ved at gå til af grin. Og her tog Nick en gang om ugen med William til fodboldtræning for at bygge videre på det forhold, der havde lidt under hans tilstand efter ulykken.

Langt om længe så det ud, som om livet var i gang med at flaske sig, som det skulle have gjort, før den mandag aften i 2014, da alting blev vendt på hovedet.

Ulykken indtræffer den 4. august for fire år siden.

Nick Vejle er 24 år gammel og i gang med at suge skidtfisk op fra et lastrum på en fiskekutter - et nyt job for Grenaa Lossekompagni han har ved siden af sin slagteruddannelse for at få lidt ekstra penge hjem til sin familie, Tanja og lille William, der allerede ligger og sover hjemme i lejligheden i Frederikshavn syv kilometer derfra.

Arbejdet bliver afbrudt, da Nick pludselig hører råb nede fra lastrummet. De kommer fra fisker Jørgen Hansen og hans nevø Morten Christensen.

- Hent hjælp, råber de med tydelig panik i stemmen.

Da Nick stikker hovedet ind over lugen til ned lastrummet, kan han se dem ligge mellem fiskene dernede. Han kalder tilbage over sin skulder til lastbilchaufføren, der er ved at tage imod fiskene, at han skal skaffe hjælp.

Så springer Nick selv ned i lastrummet.

Senere den mandag aften i august bliver Tanja Johansen vækket af sin søvn, da nogen banker på døren. William sover stadig ved siden af hende.

Forvirret griber hun ud efter telefonen i mørket og tjekker hurtigt Facebook for at se, hvornår Nick sidst har været online. En ren automatreaktion, hun har svært ved at forklare i dag. Det er næsten fire timer siden, kan hun se.

Så går hun ud til fordøren og tjekker dørspionen. Der står en sort skikkelse ude i opgangen, og hun låser lettet op. Det er sikkert Nick, der har glemt sin nøgle.

Men da døren går op, er det ikke Nick. Det er to uniformerede politibetjente. Tanja er som frosset fast til gulvet, mens de fortæller hende, at der er sket en frygtelig ulykke på havnen i Strandby.

To mænd er døde. Nick er blevet bragt til Aalborg Universitetshospital. Han er i kritisk tilstand.

Tanja skulle være startet på handelsskolen om tirsdagen, den 5. august. Nick skulle have været slagter, som han gerne ville.

Men ingenting blev, som de forestillede sig, da de sagde farvel til hinanden om mandagen.

Næste gang Tanja ser Nick, ligger han i en respirator på intensivafdelingen på sygehuset. Hjerneskadet og stinkende af de skidtfisk, han blev reddet op fra, efter han besvimede på grund af svovlbrintedampene, som fiskene var begyndt at udskille.

Han er hurtigt ude af livsfare, men den Nick, han var før, er væk. Nu er der en ny Nick, Tanja og William må forholde sig til - én uden sprog, uden evne til at spise, og som ikke kan gå eller bevæge sig som før.

Nick var bevidstløs i lastrummet i en halv time, før han blev reddet op. Det var nok til, at hans hjerne tog skade, og at han skal bruge formentlig resten af sit liv på at forsøge at nå samme fysiske niveau som før ulykken.

William kan ikke kende ham. Og de første mange måneder er den knap to-årige dreng bange for sin far og vil helst ikke i nærheden af ham.

De skal alle tre starte helt forfra. Men for Tanja er der ingen vej udenom. Det er Nick, hun skal være sammen med, også nu. Så hun er ved hans side i de mange måneder, han tilbringer på Hammel Neurocenter for at genoptræne sine fysiske og sproglige funktioner. Selvfølgelig er hun det.

Først i maj 2015 kommer Nick hjem igen. Hjem til lejligheden og til Tanja og William.

Han kan gå igen og selv cykle sig frem og tilbage til træning og rundt i byen, hvor han nu har brug for at komme hen. Men hans sprog er svært at forstå og vil måske altid være det. Som om hans tunge er for stor til hans mund, og både den og læberne har svært ved at krølle sig sammen om konsonanterne. Stemmen er heller ikke stor længere, men han insisterer og øver sig og bliver hver dag bedre.

De finder alle tre ind i en rytme igen. Nick og William øver sig sammen på at blive bedre til at snakke. Og midt i den nye begyndelse bliver Tanja gravid igen. 

Det går hurtigt, præcis som det gjorde med William dengang i 2012, da de lige var blevet kærester. Bare 14 dage inde i det spritnye forhold, blev William undfanget. Nu er omstændighederne lidt anderledes, men det skræmmer hverken hende eller Nick.

- Jeg tager det lidt ligesom sidste gang. Og jeg tænker faktisk ikke over, at Nick sidder i den situation, som han gør. Jeg føler stadig, at vi er den familie, vi var før ulykken. Selvfølgelig er det lidt anderledes, men ellers gør jeg mig ikke så mange tanker, siger Tanja i 2015.

- Jeg blev meget glad. Det føles som det rigtige tidspunkt, siger Nick.

De har stået skulder ved skulder gennem alt det svære. Gennem Nicks genoptræning på Hammel Neurocenter, hans hjemkomst til lejligheden, Christians fødsel i april 2016, Nicks langtrukne søgsmål mod Grenaa Lossekompagni for at få erstatning og hele udredningen i det kommunale, før Nick endelig bliver tilkendt førtidspension.

Store, tunge og livsomvæltende ting har de klaret sammen. De har set så stærke ud. Især Tanja. Men tingene er langsomt begyndt at knirke, og i det sene forår 2018 begynder det for alvor at slå revner i det lille hjem.

I maj i år meddeler Nick, at det er forbi mellem ham og Tanja.

- Hver gang folk har sagt "nej, hvor er I seje, og hvor klarer I det godt", har jeg sat en facade op. Jeg har smilet og sagt ja og været glad. Men når jeg så er alene, bliver jeg ked af det. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg er bare ikke god til at vise folk mine følelser. Det er ikke den, jeg er, siger Tanja.

Men det har været hårdt. Lige så hårdt, Tanja ved, at det har været for Nick at skulle lære alting forfra igen efter ulykken og at skulle have sin sag udredt af syv forskellige sagsbehandlere ved kommunen bagefter, lige så hårdt har det været for hende at stå på sidelinjen og forsøge at hjælpe og holde sammen på alting.

Og nu, hvor de virkelig skulle komme over Nicks ulykke, nu hvor det hele ligesom skulle begynde igen, falder det så fra hinanden. Tanja er ærgerlig og skuffet.

Så hun foreslår, at de tager på weekendtur til Legoland.

Nick tøver først. For ham er det vist slut. Men Tanja er stålsat i sin mission og vil vise ham en sidste gang, at det er ham, hun vil være sammen med.

At det er ham, hun vil dele sit liv med.

Til sidst siger han så alligevel ja og tager med på den lange tur til Billund sammen med Tanja og drengene, Tanjas søster og mor og dennes mand. Og Tanja er glad i de dage. Fordi Nick er der sammen med hende, og fordi familien hygger sig.

Hun håber, at hun kan vise Nick, hvor godt det kan være, når de bare husker at være mere end forældre. Når de husker også at være hinandens kærester.

Så hun fylder stemmen med lys og glæde og svinger sine drenge rundt, trækker dem ind i kærlige omfavnelser og trækker Nick med sig.

- Det er nok rigtig meget min kamp lige nu og mig, der vil vise, at vi kan det her, indrømmer hun.

Så må det briste eller bære.

Men missionen i Legoland mislykkes. Revnerne er så dybe, at skårene ikke kan klinkes.

Så hen over sommeren flytter Tanja ud af huset med både William og Christian. Væk fra postkassen, hvor der før stod "Familien Johansen Vejle" og ind i en opgang, hvor der nu kun står "T. Johansen" på dørskiltet.

Nick bliver alene tilbage i det nyistandsatte hus med hunden. I lang tid har han ikke lyst til at tale om bruddet. I stedet beder han om ro, mens han forsøger at finde sig selv igen. Mens han siger farvel til årene med Tanja.

Det tager tid at vænne sig til det nye. Det er en omvæltning for dem alle sammen. Men i november kan Tanja med nogenlunde ro sige, at det alt sammen er for det bedste. 

Det føles, som om de har fundet kontakten til hinanden igen. Ikke på den måde at de finder sammen igen, men at de kan være forældre og gøre det bedste for deres drenge sammen.

Nick har også affundet sig med det. Så resten af verden må gøre det samme. 

- I starten var det hårdt. Der er mange minder, både gode og dårlige. Men det er ikke noget, andre skal blande sig i. Sådan er det nogle gange.

Nicks ansigt flækker i et smil fra øre til øre, da Tanja dukker op på fortovet med drengene.

Det er en råkold, mørkegrå novemberdag i Frederikshavn, og de er alle sammen pakket ind i jakker, halstørklæder og huer. Ved synet af sine sønner kan Nick ikke holde et grin tilbage.

Tanja smiler også. Oprigtigt. Sammen tager de turen op ad trapperne til den lejlighed, hun har indrettet som et nyt hjem for sig selv og de to små. Et hjem, hvor Nick også er mere end velkommen.

De slår sig ned omkring det lille bord i køkkenet. Lader sig indkapsle af det varme lys fra lampen.

- William, vil du have noget at drikke? Christian, vil du, spørger Tanja fra det åbne køleskab og fordeler drikkevarer på bordet mellem alle drengene i sit liv.

Dette er det sidste kapitel i historien om Nick og Tanja. I mere end seks år har de holdt fast i hinanden, og siden ulykken i 2014 har Nordjylland lært dem at kende som en enhed. En imponerende og næsten ubrydelig én af slagsen, der så ud til at kunne klare alting sammen. At ingen forhindringer og udfordringer var for store.

Og så sluttede det alligevel, det lille eventyr om den unge, vedholdende kærlighed.

At de ikke er sammen længere, betyder ikke, at de slipper hinanden. Det er vist ikke muligt efter alt det, de har været igennem sammen.

- Vi har et ubrydeligt bånd, tror jeg. Vi er lidt som en knude, der aldrig kan bindes op, siger Tanja uden anydningen af bitterhed. De har det bedre nu hver for sig.

Nick roder op sin ældste søns hår. Udenfor falder mørket på.

Dokumentaren "Nick og Tanja - kampen for at holde sammen" bliver vist på TV2 Nord Salto den 26. december klokken 19.40. Du kan også se den her:

Denne artikel er blevet til på baggrund af tre dokumentarer og tidligere artikler om Nick Vejle og Tanja Johansen, Nicks arbejdsulykke og det retslige efterspil, Nick har haft med Grenaa Lossekompagni om en erstatning for sit tab af arbejdsevne efter ulykken. Nicks retssag bliver først endelig afgjort i 2019.

Tekst: Camilla Stougård Christoffersen

Interview og research: Jesper Bradsted

Foto: Søren Broust Hansen