Niels Olsen erstatter sygemeldt Ulf Pilgaard i Aalborg

Ulf Pilgaard er blevet syg og kan derfor ikke spille med i Cirkusrevyen resten af sæsonen. Når showet rammer Aalborg bliver det med Niels Olsen som afløser.

Ulf Pilgaard afløses i resten af Cirkusrevyens spilleperiode på grund af sygdom. I Aalborg Kongres & Kultur Center afløses han af Niels Olsen i spilleperioden fra 5.-9. september. Niels Olsen har tidligere spillet med i Cirkusrevyen syv gange og senest i 2013.

- Vi er også superglade for, at det er lykkedes instruktør Lisbet Dahl at skaffe så kompetent en erstatning for Ulf i Aalborg. Vi ved jo, at nordjyderne elsker Niels Olsen både fra tidligere Cirkusrevyer, men også fra Ørkenens Sønner og i andre teatersammenhænge, hvor han har gæstet Nordjylland, siger Nicolaj Holm, direktør i AKKC.

quote Vi er også superglade for, at det er lykkedes instruktør Lisbet Dahl at skaffe så kompetent en erstatning for Ulf i Aalborg. Vi ved jo, at nordjyderne elsker Niels Olsen både fra tidligere Cirkusrevyer.

- Nicolaj Holm, direktør i AKKC

Efter nogle uger tilbage på scenen blev Ulf Pilgaard desværre utilpas efter to forestillinger i teltet på Bakken i lørdags. Han er frisk igen, men skal igennem nogle ekstra lægeundersøgelser.

- Det er helt vildt ærgerligt, at vi må undvære Ulf. Men i den kommende tid skal han gennem nogle lægetjek og tests, og det vil vi gerne give ham fred og ro til, fortæller instruktør Lisbet Dahl.

Henrik Koefoed, der også trådte til under Ulf Pilgaards sygeperiode i juli, vil kunne opleves på Dyrehavsbakken til og med den 31. august.

Ulf Pilgaard er som allerede annonceret på plakaten igen til Cirkusrevyen 2019. Han ser frem til sin 39. sæson i Cirkusrevyen, og hele revyholdet glæder sig til, at Ulf kommer stærkt tilbage til næste år.


Seneste nyt

fra Nordjylland