Niklas Landin ser rødt i BSV-triumf

Niklas Landin blev udvist, da Bjerringbro-Silkeborg besejrede Aalborg Håndbold og gik videre i slutspillet.

Bjerringbro-Silkeborg (BSV) er klar til semifinalerne i Herre Håndbold Ligaen.

Efter en meget tæt dyst vandt BSV onsdag aften 25-23 hjemme over Aalborg Håndbold, som efter det andet nederlag i træk ikke længere kan afgøre sin skæbne.

Kampens dramatiske højdepunkt indtraf i anden halvleg, da BSV's landsholdsmålmand Niklas Landin fik et rødt kort efter en batalje med Aalborg Håndbolds fløjspiller Jan Lennartsson, som også blev udvist.

BSV har ni point i slutspilspulje 2, mens Aalborg Håndbold er nummer tre med seks point.

KIF Kolding hentede den anden sejr i træk i slutspillet, da holdet hjemme udraderede Viborg HK med 28-16.

Gæsterne havde som det eneste hold i gruppen ikke noget at spille for, idet Viborg ikke havde mulighed for at nå semifinalerne.

KIF Kolding er nummer to med seks point og møder gruppevinderen BSV på hjemmebane i den sidste kamp.

Med en sejr kommer KIF Kolding med garanti videre som nummer to i gruppen, eftersom Aalborg Håndbold i så fald maksimalt kan nå samme antal point som KIF Kolding.

Ved pointlighed er placeringen i grundspillet afgørende, og her er KIF Kolding bedst.

I slutspilspulje 1 sikrede AG København definitivt gruppesejren med en 31-28-sejr hjemme over Århus Håndbold.

AG København var allerede sikre på at gå videre fra gruppen sammen med Team Tvis Holstebro, der slutter som nummer to og også er videre til semifinalerne.

Her skal Team Tvis Holstebro møde BSV, mens AG København møder enten KIF Kolding eller Aalborg Håndbold.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord