Nobel-pris: Det er vildt stort

Merete Pilgaard er beæret over indstillingen til Nobels Fredspris

Som dagen er gået, så går det mere og mere op for mig, at det her er kæmpe stort.

Sådan lyder det fra Venligboernes stifter, Merete Pilgaard, da hun torsdag var gæst i Nordjylland Live.

Den danske folkebevægelse Venligboerne, der har til formål at få danskerne til at optræde venligt og imødekommende overfor hinanden, er blevet indstillet til den prestigefyldte Nobels Fredspris.

Det er danske Birgit Brander-Rasmussen, der er professor ved Yale University i Connecticut i USA, som har indstillet Venligboerne overfor Nobel Komiteen i Oslo.

- Det har jeg gjort, fordi jeg synes, det arbejde, de laver, er enormt vigtigt, det er fredsskabende, det er et reelt alternativ til det fremmedhad og frygt, der florerer i Europa, og det er også et alternativ til regeringernes mangel på effektiv respons til den historiske flygtningekrise, siger Birgit Brander-Rasmussen om baggrunden for indstillingen.

Og Merete Pilgaard er beæret:

- Jeg synes, det er fantastisk at høre, at vi kan være med til at skabe mere fred. Det er den største og vigtigste pris i verden, siger hun.

Ifølge Birgit Brander-Rasmussen kommer indstillingen, fordi Venligboerne visionært og bundfornuftigt, de er gået meget langsomt og roligt til værks, det er ikke de store armbevægelser, det er solidt benarbejde, ansigt til ansigt - og menneske til menneske handliger, der ligger bag det, og det er et stort og vigtigt arbejde.

Det holder Merete Pilgaard fast i:

- Jeg hører da ofte folk, der siger noget i retning af, "søde Merete, at I løber rundt og er venlige, det kan jo ikke ændre på verden", til det siger jeg, jo vi kan, og hvis hver enkelt går i gang med at møde andre mennesker med venlige, så kan vi ændre verden, siger Merete Pilgaard.

Nobels Fredspris uddeles den 10. december i Oslo.


Seneste nyt

fra Nordjylland