Nørresundby: 25-årig kvinde reddet op af fjorden

Redningsaktionen gik hurtigt, og ifølge indsatslederen nåede kvinden kun at ligge kort tid i det kolde vand.

Omkring klokken 04 natten til søndag var politiet og beredskabet ude til endnu en redningsaktion ved Limfjorden. Denne gang i Nørresundby.

En 25-årig kvinde lå i vandet og var underafkølet. Det var en bekendt til kvinden, der havde ringet 112.

- Vi bliver kaldt på et tidspunkt, fordi der er en kvinde, der skal reddes op. Vi kører ned til Musikkens Hus og sætter båden i vandet. Og resten af holdet kører ud til stedet ved Nørresundbysiden. Vores brandmand hopper i vandet, og her får han fat i kvinden, fortæller indsatsleder Nils Eltzholtz fra Nordjyllands Beredskab.  

quote Hun var drevet ud mod øst på grund af strømmen

Nils Eltzholtz, indsatsleder, Nordjyllands Beredskab

Episoden fandt sted på vejstrækningen, der hedder Mellem Broerne, i Nørresundby.

- Det var ude ved den lille bådehavn helt ude på spidsen længst henne mod togbroen, der fik vi hende op. Hun var drevet ud mod øst på grund af strømmen, siger indsatslederen.

Redningsaktionen gik hurtigt, og ifølge indsatslederen nåede kvinden kun at ligge kort tid i det kolde vand. Alligevel var hun nedkølet og led af muskelkramper.

- Flere gange røg hun under vandet, imens hun drev. Hun kunne ikke komme op, og var iført dunjakke og cowboybukser, fortæller indsatslederen.

quote Ambulancefolkene står klar med båren i det øjeblik hun ryger op fra vandet. Og vi får startet noget førstehjælp, og forsøger at varme hende op igen med nogle tæpper. Hun er ikke ved bevidsthed, men hun trækker vejret

Nils Eltzholtz, indsatsleder, Nordjyllands Beredskab

Ifølge Nordjyllands Politi var den 25-årige kvinde selv gået ud i vandet på grund af kærestesorger.

En dykker, fem brandfolk og en indsatsleder fra beredskabet deltog i redningen, ligesom fire politifolk og en ambulance var på stedet.

Fra kajkanten fik beredskabet hende trukket op på land.

- Ambulancefolkene står klar med båren i det øjeblik, hun ryger op fra vandet. Og vi får startet noget førstehjælp, og forsøger at varme hende op igen med nogle tæpper. Hun er ikke ved bevidsthed, men hun trækker vejret, fortæller indsatslederen.

Den 25-årige kvinde blev kørt på sygehuset.

Det er tredje gang i løbet af denne weekend, at en person er røget i fjorden.

- Folk skal passe på sig selv. Vandet er jo virkelig koldt, så der går ikke ret lang tid, før man ikke kan hjælpe sig selv længere, siger Nils Eltzholtz.  

Natten til fredag faldt en 23-årig mand i vandet ved Østre Havn, og fredag aften faldt en beruset mand i vandet ved skudehavnen i Aalborg. 


Seneste nyt

fra Nordjylland