Nordby i AaB-comeback

Den tidligere kaptajn Bo Nordby gør i den kommende sæson comeback for AaB Ishockey, der er ligeledes har lavet aftale med Hernings talentfulde U/18-landsholdsspiller Joachim Linnet.  

Den tidligere landsholdsspiller Bo Nordby valgte for et års tid siden at indstille karrieren efter flere end 400 kampe for AaB, men nu er lysten vendt tilbage, hvilket naturligvis glæder direktør Frederik Åkesson:

- Det er en fighter og en rigtig AaB'er, der vender tilbage på isen. Bo er nu færdig med sin uddannelse og har heldigvis genfundet lysten til hockey på højeste niveau, konstaterer Frederik Åkesson.

Der er også lavet en aftale med Hernings U/18 landsholdsspiller, forwarden Joachim Linnet:

- Joachim er en fysisk stærk og aggressiv type med fart i skøjterne. Senest har han været med til at spille det danske U/18-landshold op i A-gruppen, og ligesom Bo tiltræder han på en to-årig aftale.

Der er dog ikke kun glæde at finde i klubben. De mister nemlig en af deres helt store profiler, Lasse Lassen. Han har valgt at benytte en option i sin kontrakt, der gør det muligt for den målfarlige spiller at skifte til udlandet.

- Vi er selvfølgelig kede af at miste Lasse, men han har helt fair i forhold til sin optionsmulighed valgt at prøve kræfter med en udenlandsk klub, og vi ønsker ham held og lykke, siger Frederik Åkesson.
 


Seneste nyt

fra Nordjylland