Nordjyde banker på til Formel 1: Største sejr nogensinde

Marco Sørensen vandt søndag i GP2-serien på Formel 1-banen i Rusland.

Den nordjyske Formel 1-reserve, Marco Sørensen, tog søndag en imponerende sejr i Sochi, da han som den første dansker nogensinde vandt et løb i GP2-sejren. Løbet blev kørt i forbindelse med det russiske Formel 1-grandprix, og GP2-serien kategoriseres lige under Formel 1.

Dermed fik Marco Sørensen bevist foran hele Formel 1-cirkusset, at han måske ikke er så langt fra at kunne køre med på den helt store scene.

- Det er sikkert den vigtigste sejr i min karriere. Det har været en sæson med mange problemer, og det var begyndt at slide lidt på selvtilliden.

Derfor er det så vigtigt nu at få bevist, at jeg stadig har speeden, og bare materiellet er der, så kan jeg også vinde motorløb, siger Marco Sørensen i en pressemeddelelse.

Nordjydens sejr i GP2-sejren var samtidig den første nogensinde til det lille team MP Motorsport, som Marco Søren kører for.

Marco Sørensen er en del af Lotus Formel 1-team, hvor han er ansat som test- og reservekører. Ved siden af denne rolle deltager han både i GP2 og World Series 3.5.


Seneste nyt

fra Nordjylland