Nordjyde bliver ny vicepræsident for europæisk cykling

Danmarks Cykle Unions formand, Henrik Jess Jensen, blev søndag udnævnt til vicepræsident i det europæiske cykelforbund, UEC.

Nordjyden Henrik Jess Jensen, der er er formand for Danmarks Cykle Union, har fået en titel mere på sit CV. Søndag blev han på Union Européenne de Cyclisme (UEC)'s kongres udnævnt til den europæiske cykelunions vicepræsident.

Det skriver Danmarks Cykle Union (DCU) på sin hjemmeside.

UEC står for at organisere alle europæiske cykelløb som for eksempel EM i landevejsløb og baneløb for alle cykeldiscipliner, herunder også BMX, mountainbike og indendørs cykling.

På kongressen i Istanbul, hvor 44 nationer deltog, blev schweizeren Rocco Cattaneo valgt som ny præsident. Både han og Henrik Jess Jensen vil arbejde videre på at styrke samarbejdet med UCI, det internationale cykelforbund.

Henrik Jess Jensen har været formand for DCU siden 2016, hvor han blev valgt med 25 af 33 stemmer. Han gik dengang til valg på at forenkle en række processer i administrationen og i stedet gøre det lettere at være cykelryttere og klub.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland