Nordjyde er nordisk mester i skovhugger-sport

Brian Palsgaard viser, at han er klar til at skubbe faderen af tronen.

Pladsen ved Rold Skovklub ved Skørping summer af aktivitet denne regnvåde lørdag i maj. Skovhuggere fra Norden mødes for at kæmpe i hele 12 discipliner.

De skal splitte træstammer af med skarptslebne økser og nyfilede save på hurtigst mulige tid.

To nordjyder, Preben og Brian Palsgaard, far og søn, er på forhånd udråbt til favoritter. Der er med andre ord lagt op til et familieopgør, en kamp i kampen. Men sådan skal det ikke gå.

- Der er ikke noget jeg hellere vil, men jeg har revet en diskus i ryggen, så jeg må stå over, siger en ærgerlig Preben Palsgaard.

Med farmand ude er chancerne så meget desto større for Brian.

- Jo, jo, men der er mange andre gode øksemænd på pladsen, siger Brian, inden det går løs.

Hans værste konkurrenter er nu to store og stærke svenskere, som da også giver Brian kamp til stregen i to af øksediscplinerne: "underhånd"og "stående", hvor det gælder om at hugge en liggende og en stående træblok over hurtigst muligt. Svenskerne henviser ham til andenpladsen.

I springboard-disciplinen, hvor deltagerne skal kravle i højden ved hjælp af to springbrædder, der hugges ind i stammen, hvorefter en blok skal hugges over balancerende på det øverste bræt, er han til gengæld næsten tre gange så hurtig som de to nærmeste konkurrenter.

- Bare fordi man er stor og stærk, bliver man ikke nødvendigvis god til den sport her. Det kræver tid og øvelse. Man skal nørde meget med det for at bliver god, siger Brian Palsgaard.

Han træner teknik, præcision og styrke cirka tre timer hver dag, og han passer og plejer sine save og økser, der er så skarpe at han kan barbere sig med dem.

Siden 2010 har Brian deltaget i internationale konkurrencer, og han blander sig med de bedste. Også her ved de nordiske mesterskaber er den unge alsidige skovhugger med i toppen i samtlige discipliner.

Sammenlagt bliver han en suveræn vinder, mens farmand bare kan se på. Hvordan det var gået, hvis han havde været med, kan de to kun gisne om.

Først i juni får de chancen en gang til. Da er der igen lagt op til et møde mellem far og søn, når der holdes mesterskaber i Stihl-klassen, hvor der konkurreres i seks discipliner.

- På et tidspunkt skal jeg overhales, og så skal det klart være af Brian, siger en stolt far efter at have overrakt vinderpokalen til sin søn.


Seneste nyt

fra Nordjylland