Nordjyde overrasket med 5 millioner

En nordjyde blev lørdag 5-dobbelt millionær. Men da Danske Spil ringede med den glade nyhed, troede han, det var en irriterende forbrugerundersøgelse.

Misforståelserne fik dog en ende. Da Danske Spils medarbejder spørger spilleren, om han sidder ned - for ellers må han nok hellere sætte sig - begynder brikkerne at falde på plads.

- Jeg vidste faktisk slet ikke, hvad jeg skulle sige. Min kone troede, det var nogen, der lavede fup med os, men vi loggede os ind på kontoen og kunne se, at den var god nok. Det er helt vildt, siger en stadig meget overrasket vinder til Danske Spil.

Den heldige vinder, og hans kone planlægger nu at lave en del forbedringer på deres hus og at tage familien med ud at rejse.

- Og så skal vores lån betales ud. Det bliver fantastisk at prøve, slutter han.


Seneste nyt

fra Nordjylland