Nordjyde sigtet for at fremstille falske pengesedler

Arkivfoto af 500 kroner. Foto: Søren Bidstrup, Scanpix

En nordjysk mand har fremstillet adskillige falske pengesedler og brugt dem, mener politiet. Manden skal for retten onsdag, hvor han også er anklaget for bedrageri og tyveri.

En 44-årig mand fra Støvring har angiveligt været lidt for kreativ derhjemme med sin papirscanner.

Politiets anklagemyndighed mener, at den 44-årige mand står bag forfalskning af pengesedler for hvad der svarer til 10.000 kroner.

Manden er sigtet for at fremstille 20 falske 500-kronesedler med en scanner.

Læs også Falske karnevalsarmbånd i omløb

De falske 500-kronesedler er blevet brugt som betalingsmiddel i flere nordjyske forretninger i både Støvring, Hobro, Aalborg, Øster Hornum, Svenstrup og Arden. Den 44-årige mand menes at have brugt de falske sedler som betalingsmiddel ved 18 forskellige lejligheder.

Ifølge retsmødebegæringen menes den 44-årige også at have begået databedrageri ved at overføre penge til sin egen konto via tre andre personers netbank med tilhørende koder. Beløbene, der er overført, er op til 3.500 kroner. Endvidere er manden sigtet for tyveri af en spa pool fra et byggemarked.

Læs også Nordjyder bliver snydt af falske facebook-konkurrencer

Den 44-årige er sigtet for at have overtrådt Straffelovens § 166 om pengefalsk.

Retsmødet bliver afholdt i Retten i Aalborg onsdag. Det forventes at blive en tilståelsessag.

Strafferammen for pengefalsk er normalt fængsel i op til 12 år.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord