Nordjyde vandt 11 millioner kroner i Lotto

En hjørringenser blev mangemillionær over weekenden - en anden nordjyde måtte 'nøjes' med en mindre milliongevinst.

11.252.797 kroner. Så meget vandt en Lotto-spiller fra Hjørring denne weekend.

Som den eneste havde nordjyden syv vindertal i Lotto på samme række. Det gav en fornem gevinst på over 11 millioner kroner. Den lykkebringende LynLotto blev købt hos A-Z Hjørring på A. F. Heidemannsvej 20.

Den nybagte mangemillionær vil få tilbudt økonomisk rådgivning af Danske Spil - som alle andre spillere, der vinder mere end 1,5 millioner kroner.

Hjørringenseren var dog ikke den eneste nordjyde, der havde held i sprøjten. Hver lørdag trækker Danske Spil lod om èn million kroner blandt alle præmiegivende Lotto-rækker, og i lørdags var heldet med en spiller, der havde købt sit spil hos Bilka på Hobrovej i Aalborg.

Danske Spil har endnu ikke hørt fra de nordjyske vindere.


Seneste nyt

fra Nordjylland