Seneste nyt:

Nordjyske ishockeystjerner kan blive profiler ved VM

Seks nordjyske spillere er med på det danske ishockeylandshold, som de kommende uger deltager i VM. To af holdets største profiler er nordjyderne Nikolaj Ehlers og Joachim Blichfeld, der til daglig spiller i nordamerikansk ishockey.

Målet er en kvartfinaleplads, når det danske herrelandshold i ishockey i de kommende uger deltager i VM-turneringen i Finland. To af de spillere, der skal være med til at indfri målsætningen, er nordjyderne Nikolaj Ehlers og Joachim Blichfeld.

- Jeg glæder mig sindssygt meget, siger Nikolaj Ehlers.

Det er første gang siden 2017, at Nikolaj Ehlers er med til VM. Han spiller til daglig for den canadiske NHL-klub Winnipeg Jets, men da de ikke er kvalificeret til slutspillet i verdens bedste ishockeyliga, har den 26-årige forward mulighed for at spille for det danske landshold, som hans far Heinz Ehlers er træner for.

- I forhold til mit første og andet VM, som ligger en fem-seks år tilbage i tiden, så kommer jeg med lidt mere erfaring og er en bedre ishockeyspiller, siger Nikolaj Ehlers.

Nikolaj Ehlers kommer formentlig til at spille i kæde med en anden nordjyde. 23-årige Joachim Blichfeld fra Frederikshavn er nemlig også hjemme fra Nordamerika for at trække i landsholdstrøjen. Han spiller sit første VM.

- Jeg glæder mig rigtig meget. Det er altid specielt at komme hjem og se drengene igen, og det er en stor ting at spille for sit land til et VM, siger Joachim Blichfeld.

Målformen skal med til Finland

Joachim Blichfeld har vist målformen i testkampene op til VM, og hans nordjyske kædemakker håber, at frederikshavneren har skarpheden med i bagagen til Finland.

- Det får vi selvfølgelig brug for, men han er jo en målscorer, der finder hullerne og kan sætte den ind alle steder fra. Det er en af de spillere, man bare skal aflevere til, så skal han nok 'finish', mener Nikolaj Ehlers.

Nikolaj Ehlers, som spiller sit tredje VM, har lavet 10 point i de 15 VM-kampe, han indtil nu står noteret for. Derfor ser Joachim Blichfeld frem til at skulle på isen sammen med ham.

- Han har jo alle kvaliteterne, man skal bruge. Han er hurtig, kan lave mål og også aflevere pucken. Det er vigtigt for de unge spillere at kunne kigge på, hvad han gør, siger frederikshavneren.

- Vi kommer til den kvartfinale

Danmark er i VM-gruppe med Canada, Schweiz, Slovakiet, Tyskland, Frankrig, Italien og Kasakhstan. De fire bedst placerede hold i gruppen går videre til kvartfinalerne.

- Vi kommer til den kvartfinale. Det skal vi, fastslår Nikolaj Ehlers.

Ud over Nikolaj Ehlers og Joachim Blichfeld tæller den danske VM-trup fire andre spillere med nordjyske rødder. Det er de tre forwards Mikkel Aagaard, Julian Jakobsen og Nicolai Meyer samt backen Oliver Larsen.

Danmark spiller sin første VM-kamp lørdag klokken 11.20 mod Kasakhstan. VM i ishockey kan følges på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.


20170527-133247-L-3925x2575ma

play Skal du køre i bil eller bus i Aalborg i weekenden? Sådan påvirker karneval trafikken

Media Drop 270522 1996 ivha

gallery God stemning på Camp Karneval

20170527-120943-L-4761x3169ma

play Pænt vejr til Aalborg Karneval

20160528-133436-L-1600x1064we

play Læs alt om Aalborg Karneval - sikkerhed, trafik og gode råd

20170527-133247-L-3925x2575ma

play Skal du køre i bil eller bus i Aalborg i weekenden? Sådan påvirker karneval trafikken

Media Drop 270522 1996 ivha

gallery God stemning på Camp Karneval

Til forsiden

Til forsiden