Nordjyder må vente på skilsmissen

Det tager alt for lang tid, og der er alt for mange fejl i Statsforvaltningens behandling af skilsmissesager og familiesager.

Alt for lange ventetider og dårlige afgørelser hos landets statsforvaltninger. Sådan lyder kritikken fra Børns Vilkår og Danske Familieadvokater. Det skriver Mandag Morgen.

I Nordjylland er der ifølge ugebrevet også store problemer. Op mod 50 procent af de borgere, der har klaget over en afgørelse fra Statsforvaltning Nordjyllands, får medhold. Søren Gyldenhof Schilder, der er Sekretariatschef i Statsforvaltningen Nordjylland, erkender problemet, og siger til Mandag Morgen, at der er alt for få ressourcer:

- Det er en daglig kamp at få tingene til at hænge sammen, lyder det.

Han har som konsekvens skåret i sagsbehandlernes møder med borgerne, og det betyder, at der bliver længere ventetider.

Da 15 statsamter som led i strukturreformen blev lagt sammen til fem statsforvaltninger, skete det for at effektivisere og slanke den offentlige sektor.

Statsforvaltningerne og Ankestyrelsens Familieretsafdeling drøfter nu med Danske Familieadvokater, hvordan man kan forbedre kvaliteten af afgørelserne fra statsforvaltningerne.


Seneste nyt

fra Nordjylland