Nordjyder overlever oftere lungekræft

Chancen for at være i live et år efter at have fået lungekræft er fem procent højere i Region Nordjylland end i resten af landet.

Nordjyske lungekræftpatienter overlever længere end patienter i andre regioner. Nærmere bestemt er chancen for at være i live et år efter at diagnosen er stillet fem procent højere i Region Nordjylland end i resten af landet.

- Lungekræft er almindeligvis forbundet med stor dødelighed. Derfor er vi tilfredse med, at vi har forbedret os både i forhold til sidste år og ligger i top sammenlignet med de øvrige regioner, siger Henrik Kirstein Jensen, overlæge, Lungemedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Omkring halvdelen af de nordjyske lungekræftpatienter er i live et år efter, at de har fået konstateret sygdommen. Der er sket en forbedring på otte procent i forhold til sidste år og Region Nordjylland ligger over landsgennemsnittet, som er på 44 procent.

- Resultatet skyldes en stor koordineret indsats fra alle de involverede afdelinger på Aalborg Universitetshospital, siger Henrik Kirstein Jensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland