Nordjyder på verdensholdet hjemme efter lang turné: - Det er ubeskriveligt

04:31

To unge Nordjyske gymnaster er netop vendt hjem efter en 6 måneders verdensturne med DGI,s verdensberømte gymnastikhold, Michelle Rødbro Bengtsen og Nikolaj Kjærgaard, der begge har rødder i Brønderslev Gymnastikforening blev sidste år udtaget til verdensholdet der har bragt de 14 drenge og 14 piger rundt i verden hvor de har givet over 100 opvisninger. Lige nu er de hjemme i Danmark og giver opvisninger rundt om i landet inden de om kort tid igen drager ud, dennegang rundt i Europa. Video: Torben Lykke Larsen

Efter seks måneders turné rundt i verden er DGI's verdenshold med nordjyske Michelle og Nikolaj på holdet nu vendt hjem til Danmark hvor turnéen sluttes af.

- Det har været for vildt. Helt ubeskriveligt.

Sådan lyder det fra 24-årige Michelle Rødbro Bengtsen, der sammen med 27 andre udgør DGI's verdenshold. Holdet er netop hjemvendt til Danmark efter en seks måneder lang turné rundt i verden. Nu sluttes det hele af med en turné i lille Danmark, og mandag aften havde man fornøjelsen af at opleve holdet i Gigantium i Aalborg.

TV2 Nord mødte Michelle Rødbro Bengtsen og Nikolaj Kjærgaard, der også er på holdet under forberedelserne til showet, for blandt andet at høre, hvordan det har været at rejse verden rundt og vise dansk gymnastiks bedste hold frem for verden.

- Det er svært at lave et sammenkog af, hvad der har været det fedeste i de her seks måneder, men det har været vildt at få lov at se så meget og opleve så mange ting, lyder det fra Michelle Rødbro Bengtsen inden Nikolaj Kjærgaard tager over.

- Det har været rigtig mange indtryk, man har skullet tage ind. Der har været så mange lande og vi har fået så mange oplevelser, så det bliver godt, på den anden side af det her, at bearbejde, hvad der egentlig er sket.

DGI's verdenshold udtages for to år ad gangen, og Michelle og Nikolaj, der begge har rødder i Brønderslev og Brønderslev Gymnastikforening kom på holdet i februar sidste år. De er to blandt 28 på holdet, og to blandt 160 ansøgere, der kom gennem nåleøjet.

- Det er en drøm, man kæmper for i lang tid, siger Nikolaj Kjærgaard og suppleres af Michelle Rødbro Bengtsen.

- Det er det ypperste indenfor opvisningsgymnastikken, så det er vildt at være en af dem, der kommer gennem nåleøjet.

Verdensholdet slutter deres turné af i Horsens 21. maj.

Flere nyheder fra TV2 Nord