Nordjyder tilfredse med fartkontrol

Foto: Daniel Mikkelsen

På landsplan er nordjyderne dog de mest skeptiske overfor politiets fotovogne.

I hele uge 43 sætter politiet ind med fartkontrol som opbakning til den aktuelle kampagne "Sænk farten - en lille smule betyder en hel del".

En meningsmåling viser, at et stort flertal af bilisterne er positive overfor politiets kontroller og gerne vil have hjælp til at overholde fartgrænsen.

For høj fart er et problem i fire ud af ti dødsulykker.

I en repræsentativ interviewundersøgelse med 1035 personer, som Rådet for Sikker Trafik har gennemført, siger et meget stort flertal af danskerne (86 %), at det er positivt, at politiet kontrollerer farten med fotovogne langs vejene. I alle regioner er den positive holdning meget høj. Region Nordjylland ligger dog lavest, hvor kun 79 procent af de adspurgte er positive overfor fartkontrollen.

- Det tyder på, at mange oplever, at politiets kontroller er med til at øge sikkerheden for alle der kører, cykler eller går på vejene, siger Jesper Sølund, dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik.

I undersøgelsen er borgerne blevet spurgt, om det er en god eller meget god ide, at politiet kontrollerer bilernes fart med fotovogne, og svarene fordeler sig sådan:

  • Region Nordjylland: 79 %
  • Region Midtjylland: 90 %
  • Region Syddanmark: 85 %
  • Region Sjælland: 84 %
  • Region Hovedstaden: 87 %
  • Landsplan: 86 %

Bilisterne er ikke kun positive overfor politiets kontrol. Hver anden ser gerne at antallet af kontroller blev fordoblet.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord