Nordjyderne har blandede følelser om valentinsdag

I dag er dagen, hvor restauranterne er fuldt bookede, hvor blomsterhandlerens indtjening får et ordentligt hak opad og hvor vi fejrer vores udkårne med masser af kærlighed. Og dog?

"Synes det er noget fis. Jeg synes ikke, det har meget med kærlighed at gøre."

Sådan lyder beskeden fra Anne Krogh Christensen på TV2/Nords Facebook-side, da vi spurgte, hvad I nordjyder har af overraskelser i ærmet til jeres kære.

Og hun bakkes op af flere, der kalder det "opreklameret" og "amerikansk".

Artiklen fortsætter under billedet.

Valentins dag på facebook

Der er dog trods alt også nogle nordjyder, der skal fejre kærlighedens dag med dem, de elsker.

"Jeg er blevet inviteret ud og spise af min skønne svigerinde, eftersom min mand er i Afghanistan," skriver Camilla Trier Jensen.

Også Emma Kristina Jonasson skal tilbringe dagen med sin udkårne.

"Jeg glæder mig til at se, hvad han har tænkt, vi skal lave!" skriver hun.

Endelig er der også dem, der ikke har en at dele valentinsdag med. De efterlyser en Singlernes Dag.

"Jeg skal ligge i fosterstilling på gulvet og græde med en flaske vodka", skriver Thomas Moltsen med en snert af ironi.

Og så kan man enten glæde eller ærgre sig over, at der er 365 dage til næste gang, der er valentinsdag.


Seneste nyt

fra Nordjylland