Nordjyderne kører mindst ringe ved vejarbejde

De nordjyske bilister er de danskere, der kører pænest forbi vejarbejder. Men der er plads til forbedring.

Nordjyderne er bedst til mange ting - det ved alle (fra Nordjylland), og nu kan vi sætte en fjer mere i hatten.

Vejdirektoratet har nemlig ledt efter de danskere, der er bedst til at overholde fartgrænsen ved vejarbejder, og det var selvfølgelig nordjyderne, der vandt.

Ved vejarbejdet på E45 ved Svenstrup overholdt 67 procent af bilisterne fartgrænsen. Og det er altså nok til at vinde. De nærmeste forfølgere i konkurrencen blev Vallensbækgrenen på den københavnske vestegn og Nordsjælland, der var henholdsvis to og fire procent ringere end nordjyderne.

- Det har været spændende at følge dysten i toppen af feltet, og jeg vil gerne lykønske trafikanterne fra Nordjylland med sejren, siger trafikdirektør Niels Chr. Skov Nielsen fra Vejdirektoratet.

- Men jeg synes stadig, at der er rum til forbedringer. Når mindst en tredjedel af trafikanterne kører for hurtigt forbi vejarbejder, så understreger det, at der er behov for en kampagne som Vores Fart.

Og tallene bakker den påstand op. I 2013 gik der i gennemsnit ikke mere end seks dage mellem en trafikant kom til skade ved et vejarbejde.

- Derfor er budskabet ganske enkelt: Overhold farten, så kommer vi alle nemt og sikkert frem, siger Niels Chr. Skov Nielsen.

Flere nyheder fra TV2 Nord