Nordjyderne melder ind: Mange glatte veje i Nordjylland

Foto: Per Frank Paulsen

Efter mandagens historie om glat asfalt på motorvej E39, har flere nordjyder skrevet ind om glatte veje i Nordjylland.

Vejdirektoratet advarede mandag de nordjyske bilister om en to kilometer lang strækning i nordgående retning ved motorvej E39. Da strækningen fik ny asfaltbelægning blev vejen tromlet så hårdt, at et stof ved navn bitumen kom op til overfladen af vejen og gjorde den glat.

Efter TV2 Nord bragte historien mandag, har flere nordjyder henvendt sig på vores Facebook-side, med advarsler om andre glatte strækninger.

Henny Næsager Dalum skriver for eksempel, at der midt i Snæbum by er indtil flere, som er kørt ind i slagterforretningen på grund af ny asfalt.

Den er også gal med asfalten på vejen mellem Mosbjerg og Jerup, fortæller Lars Christian Thomsen. Han skriver, at det er som et vaskebræt at køre på.

Ved nogle opkørsler ved for eksempel Humlebakken er der en ”kage” af blank asfalt, fortæller Helene Huse Jensen. Hun tænker ofte på, hvordan det mon bliver i let sne eller frost.

I vådt føre er to biler med en dags mellemrum endt i grøften i et sving mellem Frederikshavn og Ravnshøj. Niels Bo A-Sund mener, at det skyldes den nye asfalt, som er glat i vådt føre. ”Det burde være en ommer”, lyder det fra ham.

Og endelig beretter Helle Justice om, at der ved børnehaven på Nordre Boulevard i Aars er flere, der mister kontrollen over cyklen. Biler har desuden svært ved at komme op af bakken.

Kender du til andre veje, der er ekstraordinært glatte, så bland dig gerne på vores Facebook-side.

 

Har du et godt tip?