Nordjylland får del af miljømillioner til renere vand og natur

Miljøministeriet har tirsdag eftermiddag præsenteret en plan for, hvordan man vil bruge 6,6 milliarder kroner frem mod 2021 til at skabe renere vand i åer, søer og ved kyster.

De nordjyske åløb, klitter og søer får også gavn af pengene. Neden for kan du se en liste over, hvilke lokalplaner der er i Nordjylland:

  • I Liver Å udlægges bundmateriale- til glæde for smådyr og fisk.

  • I Uggerby Å skabes der passage for fisk og smådyr.

  • Ved Mosbjerg Dambrug får havørred får adgang til flere gydepladser.

  • Nord for Aars bliver Halkær Å's ådal restaureret og vandløbsbunden hævet.

  • Lerkenfeld Å bliver genslynget nord for Aalestrup, og miniådal etableres.

  • Dybvad Sø restaureres, så vandet bliver renere, og søen eventuelt kan bruges som badesø.

  • Der vil være fokus på bekæmpelse af invasive arter ved Jerup Hede, Råbjerg og Tolshave Mose. Nåletræer er et generelt problem for det åbne hedelandskab og vil blive ryddet. Indsatsen vil betyde bevarelse af det lysåbne landskabs naturtyper, og de arter som trives i området, vil beholde deres levesteder.

- Det vil give renere vand, flere gode badesøer og mere natur til danskerne. Jeg har samtidig fra dag ét lagt vægt på, at der skulle være en ordentlig proces med lokal inddragelse og planer til tiden - det er vi nu kommet i mål med, siger miljøminister Kirsten Brosbøl i en pressemeddelelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland