Nordjylland kan blive snydt i fængselsforlig

Til trods for tidligere udmeldinger vil regeringen alligevel ikke sætte penge af til en udslusningspension for kriminelle i Nordjylland. Som den eneste region i Danmark har Nordjylland ikke nogen udslusningspension - det til trods for at alle tal viser at færre falder tilbage i kriminalitet, hvis de bliver løsladt fra en pension.

Den anonyme mand på billedet er idømt 12 års fængsel for narkohandel. Han afsoner på Pension Skejby i Århus, hvor han bor dør om dør med ikke kriminelle. Det betyder at han har større chance for at holde sig fri af kriminalitet, når han bliver løsladt.

- Jeg får nogle værktøjer og noget hjælp, der gør at jeg bedre kan klare mig ude i samfundet, når jeg skal ud. Der betyder meget at jeg bor og studerer sammen med folk, der ikke har en kriminel baggrund, siger manden, der står overfor at skulle prøveløslades om halvandet år. De første år af hans afsoning sad han i et lukket fængsel og siden i et åbent fængsel.

Rasmus Prehn er medlem af Folketingets retsudvalg. 5. februar lovede han her på TV2/Nord at han vil arbejde hårdt for at Nordjylland får en udslusningspension.

Nu har regeringen fremsat sit forslag til en ny aftale med kriminalforsorgen. Den vil oprette 200 nye fængselspladser og flere skal afsone med fodlænke. Til trods for udmeldingen fra Rasmus Prehn står der ikke et ord om en nordjysk udslusningspension i forslaget.

- Jeg så gerne at vi fik en udslusningspension i Nordjylland og det vil jeg også fortsat arbejde for, men vi er i en tid med knappe ressourcer så det er tiden til at holde igen med løfter, men vi må arbejde på at det ikke bliver sådan at nordjyder bliver behandlet ringere end andre, siger Rasmus Prehn i dag til TV2/Nord.

Kriminalforsorgens egne tal viser at godt 30 procent af de kriminelle der bliver løsladt direkte fra åbne fængsler falder tilbage i kriminalitet, mens det tal kun er på små 22 procent på landets pensioner. Nordjylland er den eneste region, der ikke har en udslusningspension.

- Man snyder dem der afsoner og skal ud fra fængslet, men man snyder også alle beboerne i Nordjylland. Det er jo bedre for Nordjylland, hvis der er færre, der falder tilbage i kriminalitet, siger Hans Jørgen Tholstrup, der er forstander på Pension Skejby.

Folketingets partier skal forhandle om den nye aftale for kriminalforsorgen hele weekenden.


Seneste nyt

fra Nordjylland