Milliarder på spil: Nordjylland står sammen om at tiltrække turister

Nordjylland halter efter de andre regioner på turismevæksten, og derfor er der i år brugt ekstra millioner på markedsføringen af regionen.

Familien Reiner fra Flensburg er på rundtur i Nordjylland her i sommerferien. De har været i Hobro, Løgstør og Skagen den seneste uge, og nu er turen kommet til Øster Hurup, hvor familien er ved at stille havestolene frem foran campingvognen.

- Flensburg er ikke så langt herfra, så vi er ofte i Danmark, men ikke så tit her i Nordjylland, siger Bodo Reiner, der er på ferie med sin kone og tre børn.

Den tyske familie er et godt eksempel på dem, som de nordjyske kommuner gerne vil tiltrække. Turister, der kan få øjnene op for Nordjylland og som forhåbentlig planlægger at komme tilbage igen.

- Det handler om, at gæsterne skal have en god oplevelse, mens de er her, for det er lettere at sælge den samme vare to gange. Hvis folk først har haft en god oplevelse, så er chancen for genbesøg meget stor, så de kommer igen og igen og igen, siger Ann Marie Søborg Karkov, der er direktør i VistitNordjylland.

Øget markedsføring

De seneste år er turismevæksten i Nordjylland stagneret, mens andre regioner oplever større fremgang. Det fik sidste år Business Region Nordjylland, som er en sammenslutning af de nordjyske kommuner og Region Nordjylland, til at kaste ekstra millioner kroner i markedsføringen af Nordjylland.

Konkret har sammenslutningen valgt at øge markedsføringsbudgettet fra 15 til 50 millioner kroner over en tre-årig periode.

- Vi bliver nødt til at sikre, at vi har et samarbejde om at tiltrække turister til Nordjylland. Vi kan se andre steder i Danmark, at der er omsætningen på turismen langt større end i Nordjylland, siger Per Bach Laursen (V), der er borgmester i Vesthimmerlands Kommune.

Se indslag om turismeindsatsen.

3,9 milliarder på spil

Målet med den øgede markedsføring er at skaffe yderligere 1,7 millioner turister til den nordligste del af Danmark i 2022. Hvis det lykkedes, forventer kommunerne at øge turismeomsætningen i regionen med 3,9 milliarder kroner.

- Vi kan se en lille stigning i antallet af overnatninger her indtil maj i forhold til de foregående år. Men der er tale om et langt og sejt træk, før vi er fuldstændig i mål, og før vi ser de fulde effekter af øgningen af budgettet, det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden, siger Ann Marie Søborg Karkov fra VisitNordjylland.

Hos kommunerne er der imidlertid tvivl om, hvorvidt den nye strategi er levedygtig. Den forhenværende regering har besluttet at skære antallet af kommunale turistbureauer fra 80 til 20. Det betyder, at der er opstået tvivl om, hvorvidt kommunerne fortsat vil og må betale for en markedsføring af Nordjylland.

- Vi står lidt i et limbo, om vi skal markedsføre os sammen, eller om vi skal gøre det destinationsvis, siger Per Bach Laursen (V), borgmester i Vesthimmerlands Kommune.

På campingpladsen i Øster Hurup har familien Reiner fået styr på havemøblerne, og de er klar til de næste dage på campingpladsen – og også klar til flere ture til Nordjylland i fremtiden.

- Vi kender ordet ”hyggelig” i Tyskland, og det er det, vi altid oplever her i Danmark, siger Bodo Reiner fra Flensburg.


Seneste nyt

fra Nordjylland