Nordjyllands bedste buschauffør

Der var i dag regionsmesterskab i en dyst på hurtig, sikker og præcis buskørsel.

Landet over dyster buschaufførerne om titlen som landets bedste. I dag var der nordjysk regionsmesterskab, hvor der efter de indledende runder var tre chauffører tilbage, før den afgørende finale.

Birger Jensen Lund var den første, der skulle sætte sit afgørende forsøg på at blive Nordjyllands Bedste chauffør 2014.

På en opstillet bane skulle han forsøge hurtigst og sikrest at manøvrere bussen rundt, inden den sidste - og sværeste udfordring, hvor chaufførerne skulle bakke en bus ind og tippe en amerikansk fodbold ned fra en kegle uden at en tennisbold ved siden af røg ned fra sin kegle.

-Det gik perfekt. Det er næsten det eneste, jeg kan sige om det. Så må vi se, hvordan de andre kører igennem, sagde han umiddelbart efter sit finaleforsøg.

De to andre finaledeltagere formår ikke at matche Birgers tid, og Aalborg-chaufføren kan derfor lade sig hylde som vinder.

-Det kom lidt bag på mig, det gjorde det, sagde Birger Jensen Lund, da det stod klart, han nu kan kalde sig Nordjyllands bedste buschauffør

Fire regionsvindere mødes den 6. september for at dyste om at kalde sig landets bedste.


Seneste nyt

fra Nordjylland