Nordjyllands bedste kokke- og tjenerelever dyster i Hjørring

De åbne Nordjyske Mesterskaber for kokke- og tjernerelever løb søndag af stablen i Hjørring.

Håbefulde tjener- og kokkeelever gav den søndag fuld gas i Køkken 1 på EUC Nord i Hjørring. Her havde de tilmeldt sig til konkurrencen om at blive nordjyllands bedste elev i deres fag. 

I alt otte kokkeelever og fire tjenerelever fra EUC Nord og TECH College i Aalborg, var samlet for at konkurrere efter alle kunstens regler. 

- Alle tror jo, at kokkeelever og tjenerelever bare er sådan nogle slaver, der bliver sat til at hakke løg, men det er faktisk også, hvis man vil, konkurrence på rigtig, rigtig højt niveau, fortæller Thomas Riis, der er faglærer på EUC Nord og en af mændene bag konkurrencen. 

For deltagerne er der æren, men også muligheden for at blive udtaget til et af skolernes konkurrencehold på spil. 

En af de elever, der gav konkurrencen en chance var Peter Højberg fra TECH College i Aalborg. 

- Jeg synes, det er spændende at være med i det konkurrerende køkken, jeg går også til sport, hvor jeg også har konkurreret lidt. Så jeg er bare konkurrencemenneske, og så synes jeg, at det er spændende, fortæller Peter Højberg, mens han har fuld gang i kokkerierne få minutter før, han skal aflevere sin hovedret til dommerne. 

Det gik desværre ikke, som Peter Højberg havde håbet. Vinderen af konkurrencen for kokkeeleverne blev nemlig Elisabeth Madsen fra Musikkens Spisehus i Aalborg, mens det for tjenereleverne blev Camilla Jespersgaard, der til dagligt er elev hos Mortens Kro i Aalborg. De er begge elever fra TECH College i Aalborg.  


Seneste nyt

fra Nordjylland