Nordjyllands Politi arbejder på kortere responstider

Nordjyderne må vente lidt længere tid på politiet end andre danskere. Selvom Nordjyllands Politi er blevet 17 sekunder hurtigere til at rykke ud i år 2008 i forhold 2007, er de stadig landets langsomste.

<b>Nordjyllands Politi langsomst</b>
Politiets seneste opgørelser viser, at Nordjyllands politi i de tre første kvartaler af både 2007 og 2008 har forbedret den gennemsnitlige responstid fra 12 minutter og 20 sekunder til 12 minutter og 03 sekunder. Det er en forbedring på 17 sekunder.

Samtidig er Nordjyllands Politi dog indehaver af den længste responstid på landsplan. Responstiden er 2 minutter og 18 sekunder højere end landsgennemsnittet.

- En af grundene kan være de store afstande i Nordjylland, men vi er også opmærksomme på, at vi skal ind og kigge på vores patruljedistrikter og hvordan vi har dimensioneret vores beredskab for måske på den måde at forkorte responstiden, siger politiinspektør Stig E. Lundbo fra Nordjyllands Politi.

<b>Nordjyllands Politi vil være hurtigere fremover</b>
De foreløbige målingerne i fjerde kvartal af 2008 viser indtil videre en gennemsnitlig responstid for Nordjyllands Politi på under 10 minutter inden for de 5 områder, spirituskørsel, husspektakler, indbrud, røveri, overfald/slagsmål og andre hastende politimæssige opgaver.

Hvis tendensen med en responstid på under 10 minutter fortsætter resten af året, vil den samlede gennemsnitlige responstid falde yderligere i 2008.

<b>Bedre for 2 år siden</b>
Der er dog stadig lang vej, hvis Nordjyllands Politi skal nå ned på samme niveau som i år 2006. Her var responstiden 10 minutter og 45 sekunder.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord