Nordjyllands Politi ransager yderligere seks adresser

Efter tirsdagens ransagninger har Nordjyllands Politi fået oplysninger om yderligere seks adresser med forbindelse til tyvekoster.

Det gav pote, at Nordjyllands Politi tirsdag eftermiddag ransagede mere end ti adresser, hvor der var mistanke om, at der befandt sig tyvekoster.

Udover at finde og beslaglægge en række mulige tyvekoster, så gav ransagningerne også politiet oplysninger om yderligere adresser, hvor der var opbevaret tyvekoster, der stammede fra indbrud.

- Det vi har fået ud af det, det er lige nøjagtig det vi havde håbet på. Vi er kommet ind på nogle adresser, som vi havde planlagt, og så har vi fået oplysninger om yderligere adresser, som vi er kommet ind på. Vi har faktisk fundet rigtig mange tyvekoster, siger vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Anders Uhrskov til TV2 Nord.

I første omgang førte oplysningerne til to adresser i Brønderslev, hvor der ved ransagningen blev fundet to designerstole og en cykel på den ene af de to adresser.

Derudover fik Nordjyllands Politi oplysninger om en adresse i Skagen, hvor der ligeledes skulle være tyvekoster. På stedet fandt efterforskerne it-udstyr, smykker, projektor, som man mistænker stammer fra indbrud. Og det kastede yderligere tre adresser af sig, som politiet har ransaget, hvor der også blev fundet effekter, som politiet nu skal have undersøgt nærmere for at fastslå, hvorvidt der er tale om tyvekoster.

- De ting vi har fundet, dem skal vi have hjem og undersøge for at se, om vi kan ligge dem fast på nogle af de gerningssteder, som der har haft indbrud i Nordjylland, siger Anders Uhrskov.

Politiet har ikke på nuværende tidspunkt foretaget yderligere anholdelser.

- Dem vi har besøgt ved ransagningerne er nogle, som vi kender i forvejen fra indbrudsmiljøet. Det er danske herboende nordjyder, siger Anders Uhrskov.


Seneste nyt

fra Nordjylland