Trafikkontrol: Nordjyllands Politi standser 330 – 79 personer er nu sigtet

Uopmærksomhed menes at være årsag til hver tredje ulykke i trafikken. Derfor har politiet i sidste uge lavet en særligt indsats for at komme uopmærksomheden til livs.

Landet over har politiet været ude og kontrollere danskerne i trafikken. I hele sidste uge var der et særligt fokus på bilisters uopmærksomhed.

Den målrettede indsats mod uopmærksomhed skyldes, at det er blandt de hyppigste årsager til uheld i trafikken. Faktisk viser en af politiets undersøgelser, at uopmærksomhed kan være årsag til en tredjedel af alle uheld.

Nordjyllands Politi standsede 330 køretøjer i forbindelse med trafikkontrollen. De blev blandt andet tjekket for uopmærksomhed i form af for eksempel brug af håndholdt mobiltelefon, indstilling af GPS og lignende.

I alt blev 79 af bilisterne sigtet for forseelser.

21 blev sigtet for brug af håndholdt mobiltelefon, 10 for ikke at bruge sele, imens 1 person er blevet sigtet for at køre over for rødt lys. Resten af de 79 blev sigtet for andre færdselsforseelser.

På landsplan blev 2149 køretøjer stoppet i sidste uge, og i alt blev 1105 personer sigtet for trafikforseelser. 


Seneste nyt

fra Nordjylland