Nordjysk badmintonklub klar til DM-semifinale

Vendsyssel Elite Badminton er klar til DM-semifinalerne efter en samlet kvartfinalesejr over Odense.

Det lykkedes tirsdag aften Vendsyssel Elite Badminton (VEB) at spille sig videre til semifinalerne i kampen om det danske mesterskab i badminton for hold. Det er blot tredje gang nogensinde, at den nordjyske klub er nået så langt.

Semifinalebilletten blev sikret hjemme i Arena Nord. Her så omkring 550 tilskuere tirsdag aften Vendsyssel spille 3-3 med Odense, og dermed er nordjyderne klar til DM-semifinalerne efter en sejr på 4-2 over fynboerne i det første kvartfinaleopgør, som blev spillet i Odense.

Esteren Raul Must sikrede Vendsyssel Elite Badminton den samlede sejr, da han vandt sit opgør mod fynboernes Frederik Kirkedal i ganske overbevisende stil. Must vandt med sætcifrene 21-10 og 21-11 og kunne efterfølgende juble.

- Nu vil vi i DM-finalen, lød det fra Raul Must, som før denne sæson skiftede til Vendsyssel Elite Badminton fra netop Odense.

Det er endnu uvist, hvem Vendsyssel møder i DM-semifinalen. Skovshoved og Team Skælskør-Slagelse er også klar til semifinalerne, mens den sidste plads går til enten Solrød eller Værløse. Skovshoved skal 22. februar vælge mellem Team Skælskør-Slagelse og vinderen af opgøret mellem Solrød og Værløse. VEB møder det hold, der er tilbage.

Semifinalerne afgøres i bedst af to kampe. VEB spiller ude tirsdag 21. marts og hjemme torsdag 23. marts.


Seneste nyt

fra Nordjylland