Nordjysk badmintonsejr til OL

Dansk mixeddouble sejrer let mod canadiere. Nordjyske Christinna Pedersen og Joachim Fischer sikrede den første danske badmintonsejr ved OL.

Efter en skidt OL-start fra damedoublen Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl med nederlag til et japansk par, sørgede Christinna Pedersen sammen med makkeren Joachim Fischer lørdag eftermiddag for den første danske badmintonsucces ved OL.

Her vandt det danske mixeddoublepar ganske overbevisende over canadierne Tony NG og Grace Gao.

Danskerne var da også klare favoritter i en kamp, der sluttede 21-12 og 21-11. Med andre ord var klasseforskellen tydelig, selvom der dog langt fra var tale om sprudlende spil fra danskerne.

Sejren kom forholdsvist ubesværet i hus, hvilket forhåbentlig betyder, at danskerne kunne sparre lidt på kræfterne med henblik på de kommende dages udfordringer.
Parrets næste kamp spilles mandag mod Robert Matuesiak og Nadiezda Zieba fra Polen.
Allerede søndag skal Christinna Pedersen dog i kamp igen, da hun sammen med Kamilla Rytter Juhl skal forsøge at rejse sig mod et par fra Hong Kong.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland