Nordjysk bankfusion kan være i fare

Foto: PR Foto

For næsten en måned siden kom det frem, at Nordjyske Bank og Nørresundby Bank ville gå sammen, men fusionen er endnu ikke en realitet.

Det vakte opsigt, da en stjålet taske førte til, at Nordjyske Bank og Nørresundby Bank 10. oktober måtte offentliggøre bankernes planer om at fusionere under navnet Nordbank.

Siden det mærkværdige bilindbrud, som tvang bankerne til at fortælle om fusionsplanerne, har der dog været meget stille, og det får nu Børsen til at spekulere i, at fusionen kan være i fare.

Ifølge Børsen er det Spar Nord, som ejer 55 procent af Nørresundby Bank, der blokerer for, at Nordbank kan blive en realitet. Spar Nord ønsker ikke at være aktionær i en ny nordjysk storbank, og skal derfor købes ud.

Børsen har analyseret sig frem til, at Spar Nord kræver omkring to milliarder kroner for at lade sig købe ud, og det er ifølge avisen flere hundrede millioner mere, end aktierne i Nørresundby Bank reelt er værd.

Konklusionen er derfor, at den planlagte fusion måske ikke bliver til noget, fordi bankerne bag Nordbank ikke har råd til at købe Spar Nord ud.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord