Nordjysk damedouble i OL-kvartfinale

Badmintonduoen Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er videre til kvartfinalen i damedouble ved OL. Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Den danske damedouble Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl slog i to sæt et kinesisk par og er kvartfinaleklar.

Den danske damedouble i badminton er klar til kvartfinalen ved OL. Skagboen Kamilla Rytter Juhl og makkeren, den aalborgensiske OL-debutant Christinna Pedersen, slog i deres sidste gruppekamp ved OL det kinesiske par Qing Tian/Yunlei Zhao i to sæt med cifrene 22-20, 21-12.

Danskerne tabte godt nok deres første kamp i gruppespillet, men med sejre i de to sidste kampe har den nordjyske duo formået at spille sig videre til kvartfinalen.

Danskerne avancerer som vinder af puljen uanset udfaldet af dagens kamp mellem puljens to øvrige hold.

Flere nyheder fra TV2 Nord