Nordjysk DM-sølv i skak

Allan Stig Rasmussen fra Jetsmark Skakklub fik en andenplads ved det netop afsluttede DM i Skak.

Ved danmarksmesterskaberne i Silkeborg spillede den nyudnævnte stormester Allan Stig Rasmussen sig til en andenplads. Ud af nordjydens ni partier, vandt han seks og spillede tre remis (uafgjort).

- Det gik rigtig godt, og min score blev langt over forventet. Men alligevel kan jeg ikke være helt tilfreds placeringen som nummer to, siger Allan Stig Rasmussen til TV2/nord.

Det er anden gang, at den 25-årige nordjyde får sølv ved DM. Senest da mesterskaberne blev afholdt i Aalborg 2007.

Dette års Danmarksmesterskab blev vundet af Sune Berg Hansen, som vandt titlen for femte gang.

Flere nyheder fra TV2 Nord