Nordjysk firma satser

Den nordjyske producent af løbetøj, Newline, søsætter sin hidtil største satsning og investerer millioner i løbesko bygget på amerikansk teknologi.

Det skriver Børsen. Newline har indgået et samarbejde med amerikanske Somnio, der kommer med en teknologi, der endnu ikke er på det europæiske marked.

Skoen kan tilpasses 100 pct. til kunden, og hos Newline har ønsket om en løbesko været på programmet i godt tre år.

- Det er det, vi mangler for at blive fuldblods løbespecialist, siger direktør Per Thomsen, Newline, til Børsen.

Det er helt bevidst, at Newline køber sig til ny teknologi frem for selv at gå i laboratoriet og udvikle.

- Det er rigtigt dyrt at udvikle løbesko, og det tager typisk tre-fire år. Vi køber os til en teknologi, der er udviklet og afprøvet. Det betyder, at vi kan skyde vores penge direkte i markedsføring og distribution, forklarer Per Thomsen til Børsen.

Den nye løbesko kommer til at koste 1200-1600 kr. pr. par.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord