Nordjysk firma skal lade populære elbiler

Det Aalborg-baserede firma Intego skal bygge ladestandere i Danmark til de populære elbiler fra Tesla.

Den amerikanske bilproducent Tesla afsætter flere og flere elbiler i Danmark. Dermed vokser behovet for ladestationer - et behov, som Aalborg-firmaet Intego skal være med til at opfylde.

- Intego er valgt som totalleverandør på opbygning af netværket af ladestandere i Danmark. Det er en spændende og udfordrende opgave, hvor vi skal implementere Teslas nye og banebrydende supercharger-teknologi. Den enkelte stander skal kunne levere 135kW DC, og resultatet er verdens hurtigste ladestandere, hvor bilen kan oplades 80 procent på bare en halv time, siger afdelingschef Bo Østergaard fra Intego.

Intego har allerede opstillet de første tre ladestationer i Danmark. De står i Hjørring, Randers og Middelfart, og her er det gratis for Tesla-bilejerne at oplade deres elbil.

Tesla har i øjeblikket 30 ladestationer i hele Europa. Hvor mange stationer, der skal etableres i Danmark, er endnu uvist.


Seneste nyt

fra Nordjylland