Nordjysk fly-affære

Den nye transportminister svarede på spørgsmål fra to andre nordjyske folketingsmedlemmer

Den nyudklækkede transportminister Jakob Axel Nielsen (K) svarede fredag på en række spørgsmål i sagen omkrings SAS's Dash 400-fly.

Spørsmålene er stillet af to andre nordjyske FM'er - nemlig Socialdemokraten Bjarne Laustsen og Enhedslistens Per Clausen.

Der tegner sig ifølge Socialdemokraterne et billede, der ikke er betryggende.

Statens Lufthavnsvæsen (SLV) erkender, at de danske luftfartsmyndigheder ikke vidste, at Dash-flyene havde fået flyforbud i Japan i foråret 2007. SLV har heller ingen oplysninger om internationale erfaringer med flytypen Dash 400. Det fremgår af de svar, transportministeren fredag har sendt til folketingsmedlemmerne Bjarne Laustsen (S) og Per Clausen (EL).

Ikke betryggende

- Det er ikke betryggende. Det rejser spørgsmål om, hvorvidt man får de konkrete oplysninger, der skal bruges. Vi kan ikke stole på det alene. Vi må også have vores efterretninger. Og der er sandsynligvis grund til at stramme op og bede om grunden til, at japanerne ikke har underrettet om det, siger Bjarne Laustsen til Ritzau.

SAS har inviteret socialdemokraterne til et møde for at redegøre for situationen. Her vil Bjarne Laustsen sammen med partiets trafikordfører, Magnus Heunicke, også spørge ind til situation med Dash-flyene og den manglende åbenhed. /ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland