Nordjysk forskningsprojekt skal gøre op med børns hovedpine

Kiropraktisk behandling kan muligvis kurere den hovedpine, som 70 til 80 procent børn mellem syv og 18 år lider af. Det er forsker Susanne Lynge Rosing ved at undersøge.

Tilbagevendende hovedpine rammer 70-80 procent af alle børn mellem syv og 18 år, og det har stor indflydelse på skolelivet og det sociale liv.

Et nordjysk projekt tester lige nu kiropraktisk behandling af hovedpine hos børn. Hovedpine er nemlig den næsthyppigste årsag til, at børn besøger en kiropraktor. 

- Det er et stigende problem blandt børn i disse tider, så vi er meget interesserede i at finde ud af, om vi kan hjælpe nogle af dem, siger projektleder og kiropraktor hos Kiropraktisk Center og Børneklinik i Brønderslev, Susanne Lynge Rosing.

Projektet har netop modtaget 382.000 kroner fra Kiropraktorfonden, og det bringer den samlede projektbevilling op på næsten 1,6 millioner kroner. 

Der er lige nu 150 deltagere i projektet i alderen syv til 14 år, og med den nye bevilling er der plads til 50 flere børn. 

Professor Jan Hartvigsen, SDU, skal sammen med seniorforsker og Ph.D. Lise Hestbæk og læge og Ph.D. Henrik Wulff Christensen analysere resultaterne af projektet. 

- Der er en mangel på videnskabelige undersøgelser i det hele taget om, hvordan vi behandler børn. Og der er et stigende fokus på, at vi også bliver nødt til at dokumentere effektiviteten af de behandlinger, vi laver hos børn, siger professor og kiropraktor Jan Hartvigsen. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland