Nordjysk gymnasieelev stadig forsvundet

Missing People mener at være kommet tættere på at finde den nordjyske gymnasieelev, Thomas Stralner, der har været forsvundet i tre uger.

Den 19-årige Thomas Mikkelsen Stralner fra Aalestrup er endnu ikke fundet, efter han forsvandt i Randers natten mellem den 15. og 16. januar.

Den private organisation Missing People mener dog at være tættere end tidligere på at finde den unge mand.

"Hundene gav os nogle ret præcise markeringer - men området er stadig temmelig stort", skriver Missing People på Facebook, hvor organisationen tilføjer, at man i dag mandag vil fordybe sig i detaljerne.

Østjyllands Politi har indstillet eftersøgningen af den blot 19-årige nordjyde, da man har undersøgt alle spor og oplysninger i den tragiske sag, tidligere har politiet søgt med hunde og helikopter, og senest har politiet sendt både samt en undervandsdrone på arbejde i håbet om at finde den unge nordjyde.

Thomas  Mikkelsen  Stralner blev sidst set på Café Smagløs i Storegade ved 3.00-tiden natten mellem den 15. og 16. januar, og videoovervågning indikerer, at han kort efter kan have bevæget sig ind på havneområdet.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland