Nordjysk ildsjæl hædret

Nordjyske Tom Myrrhøj Nielsen blev i dag hædret, da LO uddelte dette års TR-pris.

TR-prisen uddeles hvert år af LO til tillidsrepræsentanter, der har gjort et ekstraordinært stykke arbejde for deres kollegaer.

Til dagligt arbejder Tom Myrrhøj Nielsen som lastvognsmekaniker på I.M. Stiholt A/S. Begrundelsen for prisen er som følger:

- Tom Myrrhøj Nielsen får prisen for det engagement, han først som arbejdsmiljørepræsentant og nu som sikkerhedsrepræsentant har lagt i det faglige arbejde på I.M. Stiholt A/S i Nordjylland. Her har Tom Myrrhøj Nielsen været med til at sætte mænds sundhed på dagsordenen - eksempelvis gennem projektet "Trivsel på otte cylindre" og sit arbejde med stressvejleder-uddannelsen.

Efter LO-kongressen var det en tydeligt stolt nordjysk prisvinder.

- Jeg er utrolig stolt over den her pris. Jeg vidste slet ikke, at mine kollegaer havde indstillet mig, så det kom meget bag på mig, siger Tom Myrrhøj Nielsen og uddyber.

- Som tillidsmand er det her et kæmpe skulderklap. Det er noget, som jeg kan bruge i mit daglige arbejde, for her tænker jeg ikke på, hvor meget tid jeg lægger i arbejdet som tillidsmand. Derfor burde den her pris nok også gå til min familie, for de har trukket et stort læs, siger Tom Myrrhøj Nielsen.

Tom Myrrhøj Nielsen er 49 år, og han har været tillidsmand i tyve år.


Seneste nyt

fra Nordjylland