Nordjysk iværksætterprojekt kan blive Danmarks bedste

PRE.DO fra Aalborg kan med deres softwareplatform vinde titlen som Danmarks bedste iværksætterprojekt. Foto: PRE.DO

Fire nordjyske iværksættere skal dyste om titlen som Danmarks bedste iværksætterprojekt og en halv million investeringskroner.

Konkurrencen bliver givetvis hård, når nordjyske PRE.DO skal forsøge at sælge sig selv lidt bedre end ni andre finalister ved SEED Discovery Day på Danmarks Tekniske Universitet.

De nordjyske iværksættere er udvalgt som en af ti finalister i konkurrencen, hvor venturefonden SEED Capital kårer Danmarks bedste iværksætterprojekt og samtidig investerer en halv million kroner i vinderprojektet.

Nordjyske PRE.DO består af Uffe Koch, Maj-Britt Sørensen, Christoffer Mørch og Thomas Broen, og de har skabt en software, som kort fortalt kan gøre det lettere at gøre gode ideer til virkelighed.

PRE.DO's software er målrettet erhvervslivet og består af en platform, der kan gribe medarbejdernes mange ideer, formalisere ideerne til en struktureret proces og blandt andet skabe nye produkter, forbedre interne processer og så videre med afsæt i gennemarbejdede business cases.

- At arbejde med ideer er uhyre komplekst, spørg bare de ansatte ude i virksomhederne. Med vores
software ved vi dog, at det kan lade sig gøre at forvandle ideer til konkrete produkter. Derfor er vi også
stolte over at blive udvalgt blandt SEED’s finalister, fortæller Christoffer Mørch, medstifter af PRE.DO.

Folkene bag PRE.DO er langt fra nye i iværksættersammenhæng, og alle fie partnere og stiftere har opstartsvirksomheder på samvittigheden. Men PRE.DO er nærmest helt nyt, og venter stadig på at komme på markedet.

- Vi har kun bygget på platformen i få måneder, men interessen vi møder er mildt sagt overvældende.
PRE.DO rammer virkelig et stort behov, så vi arbejder på højtryk for at kunne komme på markedet måske
allerede sidst på sommeren, siger medstifter og direktør for PRE.DO, Uffe Koch.

KLokken 15.30 begynder de første finlaister at pitche deres iværksætterprojekter for den erfarne dommerkvartet, der tæller JustEat- og Miinto-stifter Jesper Buch, partner i SEED Ulla Brockenhuus-Shack, serieiværksætter Tine Thygesen og den succesfulde iværksætter Henrik Theisbæk.

Klokken 19.15 afgøres det, hvilket iværksætterprojekt, der er Danmarks bedste og løber med investeringen på en halv million kroner.

Flere nyheder fra TV2 Nord