Nordjysk medieselskab kommer på amerikanske hænder

Foto: Benny Rytter

Firmaet dblux er blevet solgt til amerikanske NEP Group.

Aalborg-firmaet dblux, der indtil nu har været en del af mediekoncernen Nordjyske er blevet solgt til det amerikanske selskab NEP Group Inc. Det oplyser Nordjyske Medier i en pressemeddelelse.

Nordjyske Medier har i en længere periode arbejdet på at fokusere virksomheden om kerneproduktet - at drive medievirksomhed - og har derfor solgt mange af de datterselskaber, der gennem årene er blevet indlemmet i koncernen, fra igen.

Dblux er Danmarks største firma indenfor OB-leverance. OB står for Outside Broadcasting og dblux lever derfor af at stille teknik og ekspertise til rådighed ved for eksempel fodboldkampe, store events og koncerter. Virksomheden har for eksempel netop været leverandør ved Skagen Festival.

NEP Group Inc. er verdens største OB-leverandør og har afdelinger i USA, Europa, Canada, Australien og Mellemøsten. Virksomhedens kunder er blandt andet de kendte medier CBS, BBC, ESPN, CNN og Disney.

Med dblux som en del af virksomheden opnår NEP Group en stærkere position i Skandinavien.

Dblux skifter navn til NEP Denmark og de 11 medarbejdere fortsætter på virksomheden, der også fortsat har til huse på Riihimäkivej i det sydlige Aalborg.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord