Nordjysk mink-konflikt breder sig til hele branchen

Nu vil Auktionshuset Kopenhagen Fur ikke aftage skind fra konfliktramte Danpels ved Aars.

Ansatte på landets minkpelserier skal sikres mod løndumping og dårlige arbejdsvilkår. Det mener 3F, som nu vil forsøge at få danske minkpelserier til at skrive under på overenskomsten for området. Derfor kan pelserier i den kommende tid se frem til at modtage et brev fra 3F om indgåelse af overenskomst. Det skriver Fagbladet 3F.

- Vi vil ikke acceptere, at vores medlemmer bliver underbetalt. Arbejdet med at pelse mink i Danmark skal foregå på ordentlige og danske vilkår, siger Vagn Henriksen, forhandlingssekretær i 3F til Fagbladet 3F.

Danpels ved Aars i Nordjylland pelser årligt omkring en million mink for hen ved 100 avlere. Pelseriet er en del af virksomheden Volbæk Mink, der sælger omkring 32.000 minkskind om året - og leverer til det verdenskendte auktionshus Kopenhagen Fur.

Hos Kopenhagen Fur ønsker direktør Torben Nielsen ikke at udtale sig om konflikten mellem Danpels og 3F.

Direktøren for Kopenhagen Fur har dog en klar holdning til, at auktionshuset ikke vil aftage minkskind fra konfliktramte leverandører. Han henviser til, at Kopenhagen Fur er medlem af DI og har en overenskomst med 3F, som ikke tillader det.

Direktør Torben Nielsen bekræfter, at Kopenhagen Fur onsdag har indkaldt pelserier til informationsmøde på baggrund af 3F's konflikt mod Danpels.

- Konflikten mod Danpels kom overraskende. Når sådan noget sker, skaber det usikkerhed i branchen. Vi kan kaste lys over de arbejdsretlige forhold, og så kan hver enkelt leverandør træffe sine beslutninger, siger Torben Nielsen.

Ejeren af Danpels, Franz Struntze, forudser, at han indgår en overenskomst med 3F på fredag.


Seneste nyt

fra Nordjylland