Nordjysk minkavler leverer skind i verdensklasse

02:14

Et minkfarmer-par fra Glerup ved Hadsund har netop fået en helt kontant anerkendelse for at produceret nogle flotte skind i verdensklasse.

I snart fire årtier har Torben Mikkelsen og Johanne Voetmann avlet pelsdyr, og i dag leverer de nogle af verdens flotteste minkskind.

I Glerup ved Hadsund bor Torben Mikkelsen og Johanne Voetmann. I snart fire årtier har de sammen produceret pelsdyr, og nu har de præsteret noget der, så vidt vides, aldrig er overgået nogen minkavler her i landet.

- Det føles bare godt. Det er dejligt, siger Torben Mikkelsen.

- Man bliver stolt, supplerer Johanne Voetmann.

På Kopenhagen Furs auktion tirsdag i denne uge blev et såkaldt "toplot" med 50 af de allerfineste skind solgt til en kinisisk køber for samlet 200.000 kroner. Det er 4000 kroner på skind og den tredjehøjeste pris et "toplot" er blevet solgt til i auktionshusets historie.

I det "toplot" havde det nordjyske par hele syv skind, og det meget usædvanligt.

- Det sker indimellem at der er avlere, der har mere end et skind med i vores "toplots", men at have hele syv skind med, det er superflot, siger Lars Skjoldegaard, der er auktionarius ved Kopenhagen Fur.

- Han må have en rigtig god produktion, og stort tillykke til ham, fortsætter han.

Det er dog ikke fordi der er nogen decideret hemmelighed bag den flotte produktion. Det handler bare om, år for år, at udvælge de bedste avlsdyr fra produktionen.

- Vi har et specielt lys, som vi bruger til at sortere dyrene under. De skal have duldstændig ens dækhår og ulden skal være flot, fortæller Johanne Voetmann.

Også Kopenhagen Furs kvalitetschef har roser til det nordjyske avlerpar.

- Det vidner om en avler, der er rigtig dygtig. Han laver en god kvalitet og han rammer den rigtige farve og den rigtige renhedsgrad, siger kvalitetschef Bjarne Rasmussen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord