Dopede sine 5.000 mink med ulovligt hormon: Nordjysk minkavler meldt til politiet

Minkene fik tilført det ulovlige hormon melatonin, der får pelsen til at vokse hurtigere. Nu strammer Fødevarestyrelsen op på kontrollerne, så eventuelt flere avlere vil blive afsløret.

En nordjysk minkavler er blevet sigtet for at give sine mink hormonet melatonin. Fødevarestyrelsen skønner, at minkavleren kan have behandlet op mod 5.000 mink med det ulovlige hormon. 

Stoffet er forbudt at bruge til husdyr i Danmark - af hensyn til dyrenes velfærd, fordi de dermed tvinges til at vokse pelsen ud omkring en måned hurtigere end normalt.

quote Minkene får sprøjtet små silikonerør med melatonin ind i kroppen, og vi fandt så de rør hos de mink, vi obducerede fra den pågældende farm.

John Larsen, Rejseholdschef, Veterinærrejseholdet

Minkavleren, der driver sin forretning fra et sted i Vesthimmerlands Kommune, blev afsløret i sit ulovlige foretagende efter et anonymt tip til Dansk Pelsdyravlerforening.

Herefter blev Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold sat på sagen - og et større efterforskningsarbejde blev sat i værk.

- Allerede i juni fik vi tippet, og siden har vi ventet på, at minkavleren begyndte at pelse sine dyr, så vi kunne afsløre ham. Minkene får sprøjtet små silikonerør med melatonin ind i kroppen, og vi fandt så de rør hos de mink, vi obducerede fra den pågældende farm, fortæller Rejseholdschef for Veterinærrejseholdet, John Larsen, til TV2 Nord.

Han oplyser, at den sigtede minkavler har samarbejdet med Fødestyrelsen under afdækningen af sagen. 

Brancheforening: - Vi tager afstand

Hos Dansk Pelsdyravlerforening tager man generelt set afstand fra at 'dope' dyrene. I en mail til TV2 Nord skriver kommunikationschef Søren Jessing Jespersen:

"Dansk Pelsdyravlerforening tager afstand fra enhver brug af ulovlig medicin. I den konkrete sag har Dansk Pelsdyravlerforening modtaget en anonym henvendelse, som er sendt videre til myndighederne. Myndighederne har handlet hurtigt og effektivt, og det vil Dansk Pelsdyravlerforening gerne anerkende og takke for."

Fødestyrelsens Veterinærrejsehold afslører sjældent ulovlig brug af hormonet melatonin. Men på baggrund af den pågældende sag skærper man nu kontrollen.

- Vi har udviklet en metode, så vi kan spore stoffet - modsat hvad avlerne tror. Derfor overvejer vi naturligvis, hvordan vi kan finde flere af den slags sager, for det kan være mere udbredt, end vi tror, siger Rejseholdschef John Larsen til TV2 Nord. 

Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold har forbudt minkavleren at flytte dyr og kadavere fra ulovligt behandlede dyr.

De døde dyr vil blive destrueret og kan dermed ikke bruges til dyrefoder. Der er dermed heller ikke nogen risiko for, at det ulovlige hormon ender i fødevarer. 

Melatonin hormonet anvendes til mennesker med søvnbesvær eller jetlag og er receptpligtigt.

Der er knap 350 minkavlere i Nordjylland.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland