Nordjysk mission overvåger Middelhavet

En Challenger fra Flyvestation Aalborg har siden 10. januar fløjet luftrummet over Middelhavet tyndt for blandt andet at spotte både med migranter fra Afrika på vej til Europa. Tre smuglerbåde er dog den største fangst. Kom med helt ind i cockpittet.

CATANIA, SICILIEN: Den skarpe 1. februar-sol kaster lange skygger over lufthavnen i Catania på Sicilien. I den militære afdeling står Challenger CL-604 i majestætisk gråt og med rød påskrift: Royal Danish Airforce.

Flyet der har hjemmebase på Flyvestation Aalborg, er på mission. Middelhavet skal overvåges.

Under bugen hænger to uundværlige hjælpemidler. En radar i en stor sort kasse kan skanne 360 grader rundt og kigge næsten 100 kilometer ud i horisonten. I en stor kugle gemmer et kamera sig. Det kan zoome så langt ind, at systemoperatørerne selv fra stor højde kan se detaljer som navne på skibe.

Jetmotorerne er varme og larmende. Den danske besætning på fem mand med fartøjschefen i spidsen går om bord. Zigzagruten blev lagt under briefingen, og nu venter seks timers flyvning.

quote Det var totalt Miami Vice og meget spændende at følge med i. Der gjorde vi virkelig en forskel.

"KUM", fartøjschef på Challenger

Med en sneklædt og rygende aktiv vulkan, Etna, om bagbord går det først nordpå op langs Italiens østkyst. Kursen sættes mod det område, hvor besætningen få dage tidligere spottede en hurtigtgående gummibåd med det, der skulle vise sig at være 28 store pakker med hash.

Challengerbesætningen slog alarm til de italienske myndigheder, som sendte en stor og meget hurtig båd til den opgivne position. Efter en dramatisk bådjagt, som blev filmet og dokumenteret med de fineste nærbilleder, blev smuglerne stoppet og anholdt.

- Det var totalt Miami Vice og meget spændende at følge med i. Der gjorde vi virkelig en forskel. Det var os der opdagede smuglerbåden, siger fartøjschefen, der i denne sammenhæng kun vil kaldes ved sit flyvernavn "KUM".

En lille uge senere blev en anden smuglerbåd med over to tons narko fanget takket være danskerne. Igen et par dage senere opdagede de igen en båd med narko. Og de tre smuglerbåde er det mest interessante, sysemoperatøren "LUN" endnu har zoomet ind på.

- Der får man pulsen op, og stemmeføringen bliver noget høj, lyder det beskedent.

Hans makker ved radaren deltog i en overvågningsmission i august-september 2015. Han henter billeder fra dengang frem på computeren. De viser overfyldte både med migranter.

- Tit er motoren sat ud, inden de når hele vejen til Italien. Og så er det vi finder dem, hvor de flyder rundt ude i Middelhavet. Vi har også fået at vide, at der var døde om bord på nogle af bådene, siger "SIK". 

 

Danskerne arbejder for EU's grænsebeskyttelsesenhed Frontex, der opgjorde antallet af flygtninge og migranter, som krydsede Middelhavet i 2016, til rekordhøje 181.000.

"KUM" har lagt kursen mod syd. Ned mod den kendte migrantrute fra Libyen til Italien. Fra 10. januar og indtil i dag 9. februar, på i alt cirka 100 timers flyvning, har besætningen ikke set skyggen af en migrantbåd.

- Men de kommer stadigvæk. De kommer bare i nogle andre områder. Men måske ikke i helt samme målestok, fordi vi har oplevet noget rimelig kraftigt vejr, siger "KUM".

 

 

quote Tit er motoren sat ud, inden de når hele vejen til Italien. Og så finder vi dem, hvor de flyder rundt ude i Middelhavet. Vi har også fået at ivde, at der var døde om bord på nogle af bådene.

"SIK", medarbejder på Challenger

I en aktion en times flyvning mod sydøst meldes der om flere migrantbåde. "KUM" tilbyder over radioen Frontex-kommandoen i Rom at flyve til området for at give et overblik. Men der er skibe nok i området og styr på situationen, og den danske kaptajn får besked på at blive på den fastlagte rute.

På trods af de manglende migrantbåde er kaptajnen tilfreds.

- Så kan vi rapportere, at alt er roligt, og man kan ikke bare lade italienerne sejle deres egen sø og sige, det er deres problem. Med de åbne grænser er deres problem også vores problem, siger fartøjschefen.

Overvågningsfly fra Air Transport Wing på EU-opgave: Skal hjælpe med at spotte migrantbåde fra Afrika. Foreløbig har de opdaget to smuglerbåde.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland