Nordjysk mor hovedperson i valgkamp

 Nordjysk mor hovedperson i valgkamp

Sarafina Friedrichs fra Vejgård i Aalborg blev onsdag en af valgets hovedpersoner. Uden varsel stak hun sin tre måneder gamle datter Sofia i armene på Statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han besøgte Aalborg.

Lars Løkke Rasmussens valgturne gik i dag til Aalborg. Her besøgte han blandt andet Sønderbro Skole i Aalborg. Men dette besøg tog pludselig en uventet drejning.

Før statsministeren fik set sig om, stod han nemlig med tre måneder gamle Sofia på armen. Sofias mor Sarafina Friedrichs havde set på TV, at statsministeren var i byen, og så fik hun en hurtig indskydelse. Med sin lille datter på armen gik hun ned på Sønderbro Skole for at konfrontere Lars Løkke Rasmussen. Målet var klart: Hun ville have svar på, om hendes ghanesiske forlovede, der er Sofias far, kan komme til Danmark.

- Han kan ikke opfylde pointsystemet, og jeg har ikke råd til at få ham herop. Hun kan kun være sammen med ham tre til seks måneder om året. Synes du det er rimeligt, spurgte Sarafina Friedrichs statsministeren, da han stod med Sofia på armen.

Lars Løkke Rasmussen afviste dog at udtale sig om familiens situation.

- Af en statsminister at være, så synes jeg godt, han kunne have gjort det på en anden måde. For han ville ikke svare mig hverken generelt eller konkret, siger Sarafina Friedrichs efter episoden. Nu venter hun på, at statsministeren ringer.

- Skal han nå det inden valget, så kan det godt ske, han skulle tage sig sammen, siger Sarafina Friedrichs.


Seneste nyt

fra Nordjylland