Nordjysk OL-stjerne betaler 62 kroner i timen

Foto: TV2/Nord - arkiv

Dressurstjerne kritiseres for kummerlige lønforhold.

En 23-årig rumæner fik 62 kroner i timen før skat for at at arbejde fuldtid som medansvarlig for stalden på dressurstjernen Andreas Helgstrands gods Møgelmosegaard ved Vodskov i Nordjylland, skriver Fagbladet 3F.

Rumæneren er ansat af virksomheden Helgstrand Dressage, som Andreas Helgstrand står bag. I ansættelseskontrakten står der, at medarbejderen ikke er omfattet af hverken medhjælperloven, funktionærloven eller af kollektiv overenskomst.

Det er lovbrud, siger ekspert i danske arbejdsmarkedsforhold professor ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen.

- Vi får jo nærmest halvvejs slavelignende forhold på arbejdsmarkedet, hvis det får lov at brede sig. Der burde gribes ind over for det her, siger han.

Formanden for Den Grønne Gruppe hos 3F Aalborg, Lars Mark Jensen, fortæller, at de 62 kroner i timen er mindre end halvdelen af, hvad overenskomsten på området er.

- Arbejdsgiveren har udsat medarbejderen for grov løndumping, siger han.

Andreas Helgstrand siger, at det ikke kan lade sig gøre at drive en hestestald og betale 25.000 kroner i løn om måneden.

- Vi har overhovedet ikke problemer med at få folk. Vi kan få dem alle sammen gratis, men det må vi heller ikke en gang. Det er ikke, fordi vi prøver at lave slaveri. Slet ikke. Det har aldrig nogensinde været vores intention.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord